Biltyve skabte kaos i Kongens Lyngby, da de væltede en lygtepæl uden tyveriet

Tirsdag eftermiddag forsøgte to mænd at stjæle en bil i Lyngby i Nordsjælland, men de uheldige tyve bragede umiddelbart efter ind i en lygtepæl på byens torv, og pælen væltede efterfølgende ud over kørebanen.

Tyvene stak herefter fra stedet, uden bilen, og politiet forsøger lige nu at flytte lygtepælen til side, så vejen atter kan passeres.

- De væltede en lygtepæl med bilen, og det skabte noget kaos. Brandvæsenet er på stedet, og vi forsøger nu at få flyttet den til side, så man kan komme forbi, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Hans Jakob Rechendorff.

I første omgang forlød det, at tyvene var braget ind i en butik, som efterfølgende skulle sikres mod sammenstyrtning, men det afkræfter vagtchefen.

- Det er ikke sådan, at bilen står inde i en butik, men vi skal da have ryddet det til side fra vejbanen, siger Hans Jakob Rechendorff.

Politiet har endnu intet signalement af de to mænd og ej heller oplysninger om det køretøj, som de forsøgte at stjæle.