Et ægtepar fik torsdag middag en stor forskrækkelse på Vestmotorvejen ved Slagelse, da en person i en anden bil truede dem med en splatterpistol.

Det oplyser Sydsjællands Politi.

Kort efter klokken 12 så ægteparret, at bilen foran dem slingrede frem og tilbage mellem motorvejens to vognbaner.

Ægteparret blev usikre og besluttede sig derfor for at overhale bilen.

Det var føreren af den slingrende bil tilsyneladende ikke tilfreds med. Personen valgte at true ægteparret med en splatterpistol gennem vinduet.

Herefter kørte føreren igen ind foran ægteparret og begyndte at slingre.

»De bliver selvfølgelig hamrende bange og ringer til os. Man kan jo ikke se forskel på en splatterpistol og en ægte pistol,« siger vagtchef Ehm Christensen til BT.

Mens vagtchefen stadig havde det skræmte ægtepar i røret, drejede gerningsmanden af ved Slagelse. Her var en snarrådig patruljevogn klar til at følge efter.

Herefter kunne patruljen anholde gerningsmanden ved McDonalds. En anholdelse, der indebar, at patruljen af sikkerhedshensyn var nødt til at trække deres tjenestepistoler, fordi gerningsmanden var bevæbnet.

Gerningsmanden kan nu se frem til at blive sigtet for trusler, der kan give op til to års fængsel.