En motorcykelbetjent slap med skrækken, da en flugtbilist med vilje påkørte ham i den nordvestsjællandske by Asnæs.

En motorcykelbetjent har fået sig noget af en forskrækkelse, da han lørdag middag blev påkørt af en bilist i den nordvestsjællandske by Asnæs, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Betjenten var sat efter en mistænkelig personbil, men da bilisten forsøgte at stikke af, udviklede forfølgelsen sig dramatisk, fortæller Bent Sten Andersen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

»Motorcyklen kommer hurtigt ret tæt på, og så vælger bilisten at lave en katastrofeopbremsning, formentlig i det håb, at betjenten ville køre op bagi og vælte omkuld. Han når dog at bremse op og holder så et antal meter bag bilen,« fortæller han.

»Men inden vores kollega når at stå af motorcyklen - han når lige at sætte støttebenet ned - accelererer bilen voldsomt baglæns og påkører motorcyklen, så betjenten bliver kastet af, og han flyver vist omkring to meter gennem luften, inden han kommer op.«

Ifølge vagtchefen er der »overhovedet ikke nogen tvivl om«, at bilisten forsøgte at påkøre motorcykelbetjenten med vilje.

Betjenten har det efter omstændighederne godt og har ikke lidt fysisk skade, men politiet tager sagen meget alvorligt og efterforsker det som en voldssag mod politiet af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

Bilisten kørte i en blå bil med stjålne nummerplader med registreringsnummeret ZJ 26 511 og betegnes som en lyshåret mand mellem 20 og 30 år.