Den 62-årig svenske mand, der blev alvorligt kvæstet i en ulykke på Bornholm søndag, er endnu ikke uden for livsfare, oplyser Bornholms Politi.

Manden blev søndag formiddag påkørt af en bilist, da han kom cyklende uden for Rønne på Bornholm. Han er i bedring mandag, men på grund af indre blødninger i hjernen kan han endnu ikke erklæres uden for livsfare.

»Han er under observation på Rigshospitalet, som vil beholde ham nogle dage endnu for at se, hvordan hans situation udvikler sig,« siger vagthavende ved Bornholms Politi, Jørgen Gorm Poulsen.

Bilisten overholdt ikke sin ubetingede vigepligt, da manden blev ramt, og vil formentlig få en betinget frakendelse af kørekortet.

BNB