Bilen blev totalt smadret, men bilisten slap mirakuløs med livet i behold efter mødet med tre løbske ponyer.

En 48-årig mand slap med skrækken, da han tidligt mandag morgen kørte ind i tre løbske ponyer uden for landsbyen Lyngs på Thyholm.

- Tre ponyer var løbet ud af deres indhegning og løb ud foran bilen. Den ene pony blev dræbt på stedet, den anden skal undersøges af dyrlægen, og den sidste slap uskadt og er på vej tilbage til ejeren.

Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Knud Lauritsen, til bt.dk.

Umiddelbart efter ulykken løb den tredje pony stadig forvildet rundt i området til stor gene for de øvrige bilister. Den blev dog indfanget kort efter.

Ulykken skete ti minutter i fem mandag morgen, og vagtchefen understreger, at bilisten slap yderst heldigt fra ulykken.

Anderledes ser det ud med hans bil, som næppe kommer ud at køre igen. Den blev nemlig totalskadet efter mødet med de tre heste.

Ulykken skete på hovedvej A11 mellem Struer og Thisted, som er meget trafikeret i morgentimerne. Derfor havde politiet travlt med at lede trafikken uden om ulykkesstedet efter sammenstødet.

Politiet ved endnu ikke, hvem der ejer de løbske ponyer.