Soloulykke på Sydsjælland skyldes formentligt, at føreren sms'ede bag rattet og mistede kontrollen over bilen.

Karise: En 28-årig mand fra Faxe-egnen er natten til søndag omkommet i en trafikulykke på Sydsjælland.

En forbipasserende bilist opdagede kort før klokken 02 en bil, der var rullet rundt og lå på taget med bunden i vejret inde på en mark ved Stevnsvej i nærheden af Karise.

Føreren lå fastklemt under den forulykkede bil. Ifølge politiet blev den 28-årige dræbt på stedet. Føreren var alene i bilen, og ulykken er sket på en lige strækning.

- Den 28-årige kommer kørende i sin bil, og formentlig i forbindelse med at han sms'er, kommer højre hjulpar ud i rabatten, siger vagtchef Henrik Karlsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

- Vi har fundet hans telefon og meget tyder på, at han har siddet og sms'et. Men vi kan selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed, siger Henrik Karlsen.

Føreren mistede formentlig kontrollen over bilen, da han forsøgte at dreje væk fra rabatten, og kører ind i en jordvold, hvorefter bilen bliver slynget ind på en mark, siger Henrik Karlsen.

- Føreren har ikke sikkerhedssele på og bliver slynget ud af bilen, da den triller rundt. Han er så uheldig, at bilen lander ovenpå ham, siger Henrik Karlsen.

Intet tyder på, at andre køretøjer var involveret i ulykken. Den dræbtes nærmeste familie er underrettet.

/ritzau/