20-årig vil ikke sige noget til politiet. Blev ramt i låret af projektil fra maskinpistol på Nørrebro

Den unge mand, der blev ramt af en byge skud fra en maskinpistol i København, vil ikke give oplysninger til politiet.

- Hverken han eller hans kammerat er særligt meddelsomme, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politi.

- Vi er meget interesseret i at høre fra vidner, siger politikommissæren.

Nedskydningen sent torsdag aften af den 20-årige mand skete lige omkring klokken 23.30 på Rantzausgade og Kapelvej.

Offeret har tilsyneladende forbindelse til en gruppering fra Blågårds Plads.

Den 20-årige blev ramt i venstre lår, da der blev affyret mindst 10-12 skud. En bilrude og en butiksrude blev gennemboret.

En mørk bil blev set køre væk fra området. Og lidt senere fandt politiet en totalt udbrændt bil på Klausdalsbrovej.

Hvis den har noget med skyderiet at gøre, ligner forbrydelsen på en prik en række tidligere episoder, hvor mænd fra rockermiljøet er drønet ind på Nørrebro i København for at skyde mod mennesker, der enten har med lokale bander at gøre, eller som blot angribes, fordi de er mørklødede.

I politiet vil man fredag formiddag ikke sige, om deres teorier går i denne retning.

I øvrigt er skyderiet fundet sted få timer efter, at et nævningeting i Retten på Frederiksberg dømte tre AK81'ere og en mand med forbindelse til Hells Angels for et drabsforsøg, som blev forpurret af en politipatrulje.

Tre af mændene fik 12 års fængsel, mens den sidste fik 10 års fængsel.

Mændene blev afsløret, da de løb væk fra en bil og smed flere våben og maskering fra sig. I bilen lå to sodavandsflasker med benzin.

Retten siger, at bilen formentlig skulle brændes af for at slette alle spor.

/ritzau/