Et tre-årigt barn er blevet fløjet til Rigshospitalet med redningshelikopter efter at være blevet forbrændt i en bil ved den midtjyske by Aulum.
Politiet fik meldingen om ulykken klokken 19:01. En far og hans tre børn på 9, 5 og 3 år kørte på en mark ved Sønder Skjerk Vej, da de bemærker, at der er røg i kabinen.
- Faderen skynder sig hen efter noget vand for at slukke ilden. Inden da siger han til sine tre børn, at de skal gå ud af bilen. Men da han vender tilbage med vandet, sidder den yngste af børnene stadig i bilen. Årsagen til det er, at barnet er fastspændt i en autostol, fortæller vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Faderen fik hurtigt barnet ud af bilen og ind under en bruser. Han får slukket branden, en redningshelikopter blev tilkaldt og barnet fløjet Rigshospitalet, hvor det modtager behandling på brandsårsafdelingen.
- Jeg har ikke modtaget nogen melding om barnets tilstand, men i udgangspunktet må man formode at tilstanden er kritisk, siger Anders Olesen.
Han understreger, at faderen ikke kørte markræs, da ulykken indtraf. Det er endnu uvist, hvad der fik bilen til at bryde i brand. Ifølge Anders Olesen kørte familien i en ældre bil, og det er ikke utænkeligt, at knastørt halm eller stubbe kan have spillet en rolle i branden.
Faderen og de to øvrige børn slap uden fysiske skader.
Del: