Lørdag bad politiet om hjælp til at identificere en mand, som blev fundet på gaden i København.

København. Det var en beboer fra ejendommen på Landsdommervej i Københavns Nordvestkvarter, der tidligt lørdag morgen blev fundet bevidstløs på gaden.

Det fortæller vagtchef Henrik Stormer fra Københavns Politi. Politiet bad lørdag om hjælp til at identificere ham.

- Man kravlede op på det stillads, hvor han blev fundet. Der fandt man nogle fodaftryk, som man fulgte op til en altan på tredje sal, siger Henrik Stormer.

- Lejligheden er ejet af en 30-årig mand. Det passer jo meget fint på signalementet. Inde i lejligheden fandt man en bunke tøj, der så at sige manglede et par boksershorts, siger vagtchefen.

Manden var kun iført boksershorts, da han blev fundet på gaden klokken 07.50 lørdag ved Landsdommervej 11.

Han havde slået sit hoved voldsomt, og han blev lagt i kunstigt koma på Rigshospitalet. Natten til søndag var meldingen, at han fortsat var i kritisk tilstand.

Politiet har derfor ikke kunnet tale med ham. Så det står ikke klart, hvordan manden er faldet.

- Der er umiddelbart ikke noget, der tyder på en forbrydelse, eller på at der har været slagsmål i lejligheden, siger Henrik Stormer.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/