Tirsdag formiddag har politibetjente bevæbnet med maskinpistoler taget opstilling foran politistationer over hele landet.

Rigspolitiet oplyser via Twitter, at man har øget sikkerheden ved landets politistationer, efter at en politibetjent blev skudt tirsdag morgen - angiveligt i hovedet - ved Politigården i Albertslund. Den øget bevogtning vil ifølge Rigspolitiet fortsætte, indtil situationen er afklaret.

Skudepisoden har fået Fyns Politi til at sætte bevæbnede politifolk ved alle deres stationer og adresser rundt på Fyn.

»Vi sætte sikkerheden højest, i lyset af begivenhederne i Albertslund. At sætte vagter ved vores adresser er et af de redskaber, som vi har i skuffen, inden for det beredskabs niveau, som vi er på lige nu,« fortæller vagtchef Kenneth Tornquist fra Fyns Politi til TV2/FYN.

Ligesom bevæbnede betjente ifølge Horsens Folkeblad også har taget opstilling foran Politigården i Horsens.

Kampklædte betjente foran Politigården i Horsens.
Kampklædte betjente foran Politigården i Horsens. Foto: Signe Pallesen
Vis mere

I en pressemeddelelse oplyste Københavns Vestegns Politi tidligere tirsdag, at der klokken 8.20 tirsdag morgen har været en skudepisode ved Politgården i Albertslund.

»En politimand fra Københavns Vestegns Politi er ramt af skud. Københavns Vestegns Politi har ikke mulighed for at kommentere på politimandens tilstand for nuværende,« skriver de.

En mulig gerningsmand er blevet anholdt, og offerets pårørende er ifølge politiet blevet underrettet.

BT's mand på stedet, fortæller, at politiet er massivt til stede ved politigården og i højeste alarmberedskab. Der er både betjente i uniform og civil, og de bærer skarpladte maskinpistoler, og stadig flere betjente ankommer til gerningsstedet. Der er også indkaldt forstærkninger fra nabopolitikredsen, Københavns Politi.

Der ankommer også adskillige teknikere til gerningsstedet for at sikre sig spor. Et kæmpe område omkrig politigården er blevet afspærret og ingen får lov at nærme sig afspærringerne. BT's udsendte meddeler, at der klokken 10.30 ankom en ambulance og akutlæge til gerningsstedet.

Tirsdag morgen 6.12.2016 har der været et skyderi ved politigården i Albertslund. En person er ramt i hovedet. skudepisode ved politigården i Albertslund.. (Foto: Martin Sylvest/Scanpix 2016)
Tirsdag morgen 6.12.2016 har der været et skyderi ved politigården i Albertslund. En person er ramt i hovedet. skudepisode ved politigården i Albertslund.. (Foto: Martin Sylvest/Scanpix 2016) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Alle forbipasserende gelejdes væk fra området omkring politigården med råb og fagter. BT's journalist fortæller over telefonen, at stemningen er hektisk og politifolkene er meget nervøse. De stoler ikke på nogen ovenpå skudepisoden.

En mand har netop forladt en institution indenfor afspærringerne, men omgående pegede en betjent på ham med sin maskinpistol og råbte, hvad han dog lavede der. Efterfølgende fik manden dog lov til at forlade området.

Klokken 12.09 oplyser Rigspolitiet ifølge Ritzau, at man har ophævet alle de ekstraordinære foranstaltninger ved politistationer, efter den formodet gerningsmand er blevet anholdt.