Supermarkedet Aldi i Allerød er onsdag blevet udsat for det, som politiet betegner som et »særligt farligt« røveri. Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Røveriet fandt sted kort før klokken 13.00, hvor to sortklædte mænd med tildækkede ansigter kom ind i supermarkedet, der ligger på Bjarkesvej 1.
Begge mænd var bevæbnet, og de truede personalet til at udlevere et ukendt kontant udbytte fra kasserne.
Da de to mænd havde fået pengene, tvang de omkring 10 af Aldis kunder til at lægge sig ned på gulvet, inden røverne flygtede ud ad butikken.
De to mænd kørte efterfølgende derfra i sydgående retning i en stjålet sort BMW med nummerpladen ZY51359.
Eventuelle vidner til episoden kan henvende sig til Nordsjællands Politi på 114.
Del: