Betjente trak pistoler under overfald på Nørrebro
En gruppe unge overfaldt en politipatrulje, som havde standset en bil på gaden.
En gruppe unge overfaldt en politipatrulje, som havde standset en bil på gaden.
To politibetjente trak natten til søndag deres pistoler, da en gruppe unge på Blågårdsgade på Nørrebro i København smed kasteskyts mod dem og truede dem.
Overfaldet fandt sted kort før klokken tre om natten i forbindelse med, at politiet standsede en bil på gaden, oplyser vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Oryé.
- En politipatrulje skal standse et køretøj dernede, og da de står der, bliver de angrebet af nogle unge mennesker, som kommer imod dem og kaster forskellige ting efter dem og er truende. Det gør, at de må trække pistolerne og forsvare sig, siger Henrik Oryé.
Der blev ikke affyret skud ved episoden.
Det er uvist, hvor mange unge der tog del i angrebet, og vagtchefen kender heller ikke til motivet bag de unges handling.
Til trods for gruppens truende adfærd og kasteskyts mod politiet blev der ikke anholdt nogen i forbindelse med episoden.
Henrik Oryé forklarer, at der muligvis ikke har været andre patruljer i området, ligesom at selve overfaldet skete hurtigt.
- Det er et lynhurtigt overfaldsangreb, hvor man angriber, overfalder og løbet sin vej igen, forklarer han.
Ingen af de to betjente kom til skade, oplyser vagtchefen.