En betjent fra Nordjyllands Politi måtte søndag aften på skadestuen, efter han blev sparket i nakken af en formodet spiritusbilist. Det skriver tv2nord.dk.

Episoden fandt sted i Hirtshals, hvor politiet kort før klokken 22 rykkede ud for at anholde to mænd, der var stukket af fra et færdselsuheld. Bilen var braset ind i en bygning, og da politiet ikke kunne finde ud af, hvem af de to der havde siddet bag rattet, blev de begge anholdt og fik taget blodprøver.

Det tog den ene af dem dog ilde op, fortæller vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi.

»Da han bliver anholdt og sat ind bag i patruljevognen, sparker han den betjent, der fører bilen, i nakken. Og det er faktisk så hårdt, at betjenten får det rigtig dårligt af det og må en tur omkring skadestuen,« siger vagtchefen til tv2nord.dk.

Den anholdte - en 27-årig mand - er sigtet for vold mod tjenestemand. Politiet overvejer nu, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

BNB