Søndag slutter indsamlingen til den sårede betjent fra Christiania-skyderierne. Det er målet, at betjenten får de bedste muligheder for en gnidningsfri genoptræning, siger indsamlingsstifteren til BT.

Ole Madsen og kollegerne, som tidligere har arbejdet sammen med den sårede betjent, der blev ramt af skud i hovedet på Christiania for lidt over en måned siden, har talt om, hvordan pengene kan være en hjælp til genoptræningen, når tiden kommer dertil.

»Det er rigtig nok, at der er genoptræning i det offentlige, men det har også sine begrænsninger - især grundet mange besparelser,« siger han til BT.

Den sårede betjent kan se frem til et langt genoptræningsforløb, efter han 31. august blev skudt i hovedet af gerningsmanden Mesa Hodzic under en rutineopgave på Christiania. Pistolmanden stak af fra stedet, men blev senere skudt, da han nægtede at overgive sig, og han døde kort efter af sine kvæstelser.

Selvom muligheden for erstatning er nærliggende i denne sag, vil Ole Madsen og hans kolleger i politiet gerne sørge for, at det hele kan foregå så problemfrit som muligt.

Derfor vil pengene gå til, at genoptræningen skal køre helt gnidningsfrit og på bedst mulig måde, forklarer han.

»Betjenten har jo som os andre bare passet sit arbejde, og så bliver han udsat for en forfærdelig forbrydelse. Det sker desværre ind imellem, og når det sker, vil vi gerne give ofre og pårørende den bedst mulige støtte og hjælp,« siger han.

Ole Madsen ved, at det kan tage lang tid, før episoden bliver anerkendt som en arbejdsskade, og derfor kan det være en belastning for familien, hvis de ikke har muligheder for at komme videre hurtigst muligt.

»Familien og de pårørende har stadig rigeligt at tænke på. Både vores sårede kolleger og de pårørende er sindssygt sårbare i disse situationer, og her ser vi faktisk, at der er plads til mange forbedringer.«

Også derfor har indsamlingsstifterne undersøgt mulighederne for at oprette en fond.

Et lyspunkt for de pårørende
Det fulde beløb, som søndag skal udbetales til familien, vil Ole Madsen ikke ud med. Han siger dog til BT, at beløbet nu er tættere på 700.000 kroner end 500.000 kroner. Nærmere kommer efterforskeren det ikke.

Han betragter de mange donationer fra den danske befolkning som et lille lys i mørket for de pårørende.

»Mandag vil jeg aflevere et brev med en lille besked på til familien, og i brevet vil også stå det endelige beløb,« siger efterforsker Ole Madsen.

Der vil efter indsamlingens lukketid ikke være nogen stor ceremoni med kæmpe-checks eller tilskuere.

»Familien og de pårørende har jo slet ikke vundet noget. Tværtimod. De har stadig rigeligt at tænke på. Vi vil gerne holde det i den ånd, indsamlingen er opstået i, og derfor skal det hele foregå stille og roligt,« siger betjentens tidligere kollega.

Indsamlingen slutter 2. oktober ved midnat, hvor de forskellige konti automatisk lukkes. Nogle af pengene går også til den sårede betjents kæreste, der er højgravid og kan føde når som helst.