Den 64-årige hjertelæge fra Rigshospitalet, der er tiltalt for groft bedrageri til 2,8 mio kr., nægtede sig skyldig, da straffesagen onsdag formiddag begyndte i Københavns Byret.

Samtidig oplyste anklageren, at overlægen også tiltales for tjenestemisbrug.

Det lille retslokale i byrettens 6. afdeling var allerede 20 minutter før sagens start kl. 9.30 fyldt til sidste plads, og flere tilhørere - blandt andet fra Rigshospitalet - måtte gå forgæves.

Læs også:

Den tiltalte overlæge ankom to minutter før sagens start og gjorde sin entre i retslokalet ved at snuble over dørtrinnet og udbryde et højlydt "Ups". Han var iført en sort jakkesæt og en blåstribet skjorte.

Anklager Per Justesen fra Københavns Politi indledte retsmødet med at oplæse de mange tiltalepunkter, som hjertelægen efter politiets opfattelse har snydt Rigshospitalet for.

Det tog 58 minutter at oplæse de godt 380 forhold, som var en broget opremsning af de mange indkøb, som overlægen har foretaget ved hjælp af et Eurocard, der var tilknyttet en konto i Danske Bank.

Læs også:

Kontoen havde hjertelægen ifølge anklageskriftet i en fax til medicinalfirmaet MSD 17. august 2006  oplyst tilhørte Rigshospitalet, men i virkeligheden var kontoen hans egen, og fra august 2006 til april 2013 indsatte medicinalfirmaet herefter ca. seks mio kr. på kontoen til et forskningsprojekt. Heraf er "ikke under to mio kr." ifølge tiltalen brugt uretmæssigt til private varer og tjenesteydelser samt andre private transaktioner, der var forskningsprojektet uvedkommende.

De mange indkøb omfattede alt fra et Louis Vuitton-bælte til 2.400 kr. købt i København, 87 flybilletter købt hos SAS, godt 156.000 kr. i en lang række kontanthævninger, utallige middage - især i Sydfrankrig, men også eksempelvis en lystig middag på Søllerød Kro for 23.000 kr.  - samt tre Rolex-ure. Det dyreste af dem blev købt 13. januar 2011 hos guldsmed Klarlund i København for 160.650 kr.

Med i bilagene er også tandlægeregninger, briller, køleskab, gps, parkeringsbilletter, adskillige iPads samt talrige hotelovernatninger i ind- og udland.

Læs også:

I nogle tilhørende tiltalepunkter er andre transaktioner opregnet, hvor overlægen har fået private indkøb betalt via andre forskningskonti hos Rigshospitalet. Hermed har Rigshospitalet ifølge tiltalen lidt eller risikeret at lide økonomiske tab for andre beløb, så de samlede bedrageriforhold ifølge tiltalen når op på knap 2,8 mio kr.

Anklageren kræver frihedsstraf til overlægen og nedlægger også påstand om konfiskation af 2.790.000 kr. fra overlægen. Desuden ønsker anklagemyndigheden, at han frakendes retten til at udøve lægevirksomhed.