Den 16-årige dreng, der lige nu er sigtet og varetægtsfængslet for sidste uges knivdrab på Hillerød Handelsskole, er tidligere dømt for både vold og trusler.

Trods sin unge alder har teenageren allerede gjort sig en del erfaringer med både politi, retssystem og fængselsvæsenet.

Han har nemlig allerede en dom for vold og trusler.

Ifølge Ekstra Bladet fik han tilbage i juni en dom på tre måneders fængsel for to tilfælde af vold og efterfølgende trusler. Det viser en dom, som avisen har fået aktindsigt i.

Dommen fik han for at have slået og sparket tre unge mænd i Hillerød i februar i år og derefter truet dem.

LÆS OGSÅ: Mads' far ryster efter knivdrabet: 'Han blev henrettet - det var en likvidering'

Nu sidder den 16-årige AI varetægtsfængslet og sigtet for at have opsøgt den 17-årige Mads Skjoldsøge på Hillerød Handelsskole i et frikvarter torsdag i sidste uge. Da drengene var kommet uden for skolens område, trak AI - ifølge sigtelsen - en kniv og stak Mads i hjertet. Handelsskoleeleven døde kort efter af sine kvæstelser.

Dommen i den gamle sag, som AI erkendte sig skyldig i, blev gjort betinget med en prøvetid på to år. Hvis han kendes skyldig for drabet kan han derfor regne med, at han får den gamle dom oveni.

Men den sigtede dreng er ikke bare en gammel kending af politiet. Også Hillerød Kommune har flere sager på ham.

Frederiksborgs Amts Avis skriver, at kommunen gennem flere år har fået flere indberetninger på den 16-årige.

Han gjorde sig uheldig bemærket allerede i folkeskolen, hvor kommunen fik en lang række indberetninger om ham. For få måneder siden begyndte han på 10. klasse på Erhversskolen Nordsjælland, men ifølge avisens oplysninger blev han smidt ud af skolen for at gå med kniv, og fordi han var truende over for både lærere og elever.

Nordsjællands Politi bekræfter over for avisen, at drengen er sigtet for overtrædelse af våbenloven med kniv.

Læs også: Skoleleder efter knivdrabet på 17-årige Mads: 'En voldsom oplevelse'

Et byrådsmedlem i Hillerød har bedt borgmesteren undersøge, om kommunen har gjort det godt nok i sagen.