Tv-danser og stripper Julio Kopseng blev i maj i år idømt 21 års forvaring i Norge for voldtægt og mishandling af 18 kvinder. Og det var den hårdeste straf for en voldtægtssag nogensinde i landet.

Men selvom politiet allerede dengang betegnede manden som den mest aktive voldtægtsmand i historien, er nye kvinder nu stået frem med oplysninger om overgreb og mishandling, skriver det norske medie VG. Nogle af overgrebene er sket for et par år siden, mens andre er op til ti år gamle.

Den 39-årige tv-danser er blandt andet kendt fra det norske program 'Norske Talenter', men blev i maj sat bag tremmer i mindst ti år.

»Vi har afhørt de forulempede og planlægger også at afhøre ham, selvom han tidligere ikke har ønsket at forklare sig om nye sager. Vi vil efterforske sagerne fuldt ud, men det vil tage noget tid,« siger politiadvokat Andreas Strand fra afdelingen for vold- og seksualforbrydelser i Oslo.

Lokkede kvinderne i en fælde

Tidligere har det norske medie beskrevet, hvordan den 39-årige tv-danser og stripper forgreb sig på kvinder i perioden 2001-2013. Han lokkede blandt andet med jobs i underholdningsbranchen og bedøvede i flere tilfælde sine ofre, inden han voldtog dem.

Flere af de seksuelle overgreb skete således i forbindelse med jobsamtaler, hvor han skulle have lokket kvinderne med dansejobs og muligheden for at medvirke i film og musikvideoer.

Men kvinderne har forklaret, at Julio Kopseng pludselig skiftede karakter. Smilet blegnede, og han blev rå og brutal over for dem. Nogle af dem blev endda bedøvet.

Retten fik i alt 100 vidner og 17 forulempede til at forklare, hvordan den nu 39-årige danser brutalt voldtog eller forsøgte at voldtage dem med magt eller ved at bedøve dem.

En kvindes barn overværede voldtægt

En af de voldtagne kvinder var på ferie med sine to børn, da hun gennem siden 'couchsurfing.com' fik lov at bo hos den nu tremmeruskende danser i Oslo, skrev VG i 2014.

På den hjemmeside kan rejsende bo gratis hos hinanden, og Julio Kopseng havde fortalt kvinden, at han boede med sin kæreste og deres 9-årige barn. Men da kvinden kom med børnene, var han alene.

Hun havde haft en flaske vin med som gave til sin vært, og om aftenen fik kvinden et halvt glas af vinen. Men voldtægtsmanden havde angiveligt puttet stoffer i hendes vinglas, og den havde en eftersmag af medicin, forklarede hun i retten.

Men Julio Kopseng ville ikke lade hende stoppe med at drikke og pressede hende til at drikke mere - hvilket gjorde hende mistænksom. Hun mistede pludselig rumfølelsen og begyndte at blive svimmel. Hun kunne ikke forsvare sig, da manden forgreb sig på hende, lyder hendes forklaring.

Et af børnene vågnede af postyret, og hun måtte tale barnet til ro og bede det om at gå tilbage i seng.

»Jeg gjorde, alt hvad jeg kunne for at kontrollere min frygt. Jeg tænkte, at vi måtte komme væk derfra så hurtigt som muligt, men samtidig var jeg bange for, at han skulle blive voldelig, så jeg forsøgte at undgå konfrontationer med ham,« sagde kvinden.

Julio Kopseng kan ikke gøre flere kvinder fortræd i lang tid, da han skal afsone mindst 10 af de 21 år i forvaring, som han blev idømt i maj 2016.

Dagens Afstemning: