En 25-årig ejer af en pitbull kom galt afsted, da han beordrede sit arrige kæledyr til at angribe en nabo.

Det bidske bæst gik nemlig ikke i flæsket på naboen, som det ellers var planen. Dyret satte tænderne i sin ejermand i stedet.

Episoden udspillede sig i Ontario i Canada mandag aften.

Ejeren af den rebelske pitbull havde været ude og gå tur med hunden, da han på vej hjem beslutter sig for at tisse i naboens have.

Det opdagede naboen dog, som forståeligt nok brokkede sig en del.

Men den tissende kamphundeejer krøb ikke til angerens ydmyge kors. I stedet så forsøgte han at få sin firbenede ven til at fare i flæsket på naboen.

Men han blev altså offer for "friendly fire," som det hedder i militære kredse.

En tredje person, der havde overværet episoden, fik hunden fri af ejeren, og både mand og hund forlod straks området.

Men det sluttede ikke med det.

Ikke længe efter, så dukkede hundeejeren op igen. Klog af skade, så havde han efterladt sin forvirrede hund hjemme. 

I stedet havde han taget en ven med, som åbenbart var mere velegnet til at give naboen en omgang prygl.

Det endte dog med endnu en brøler.

Politiet var nemlig dukket op og anholdt begge.

Hundeejeren bliver nu sigtet for overfald, overfald med et våben, samt at misligholde sin prøveløsladelse.