Bekendt til dræbte Jonathan Taboryski frygter, at han - ligesom sin ven - vil blive likvideret, fordi han ønsker at forlade bande med tilknytning til Værebroparken.

En bil kører op foran porten og bremser mistænkeligt tæt på os. To skumle typer stirrer længe og intens. Først 15-20 sekunder senere kører bilen videre.

- Fuck, lad os skride herfra. Situationen er så syg for tiden, at jeg er mega paranoid, lyder det fra Ruben, da BT tager afsked med ham.

Ruben er bange. Rigtig bange. Gennem et stykke tid har han været på flugt fra den bande, fra det liv, der har dannet grundlag om hans unge liv. I fredags blev en af hans bekendte, Jonathans Taboryski, brutalt skudt ned foran Høje Gladsaxe Centret nordvest for København., og Ruben frygter nu, at det samme sker for ham.

- Det (likvidering, red) vil jeg frygte i meget lang tid. Jeg tør ikke færdes ude på gaden, og jeg har stort set ikke været uden for en dør, siden jeg hørte, at Jonathan blev dræbt, siger Ruben.

Ruben har indvilliget i at fortælle BT om sin situation mod betingelse af fuld anonymitet., og BT møder ham et hemmeligt sted på Sjælland. Ruben er tidligere medlem af en bande med tilknytning til Værebroparken, og det er i det miljø, at han har mødt den dræbte Jonathan Taboryski.

- Jeg ved, at Jonathan var en del af banden i Værebroparken og havde kommet der gennem et stykke tid, siger Ruben.

Kilder i politiet fortæller til BT, at den dræbte Jonathan Taborryski havde været en del af banden i Værebroparken gennem et længere stykke tid, men at det formentlig ikke var ham, der var mål for likvideringen. Under skyderiet fredag aften blev en 21-årig mand også ramt i armen og foden, og det er i følge BTs oplysninger ham, der var målet for skyderierne. Årsagen skal efter sigende være, at den 21-årige er i familie med en af de førende figurer i Værebroparken.

Som en direkte konsekvens af, at Ruben ikke længere ønsker at være en del af det kriminelle miljø, bor han nu uden fast bopæl. Københavns Kommune har - efter Rubens udsagn - overladt ham til sig selv, og han går dagligt med frygten af at ende som Jonathan Taboryski.

- Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen, siger Ruben og forklarer, hvorfor han ikke længere ønskede at være en del af bandemiljøet.

- Jeg fandt ud af, at ingenting var, som det gav sig ud for. I starten bliver man tiltrukket af kammeratskabet, men efter et stykket tid finder man ud af, at det hele kun handler om penge og magt. Folk, som man tror, der er 'brødre', kommer op at slås for ingenting, og man er parat til at snyde hinanden for småpenge, siger han og fortsætter.

Jeg ved godt, at det kan lyde mærkeligt, at man ikke opdager det noget før. Men man skal tænke på, at det er ikke sådan, at jeg en dag vågnede op og tænkte:  Nu vil jeg være med i en bande. Det starter bare med, at jeg kom de forkerte steder, og inden jeg fik mig set om, sad jeg i saksen, siger Ruben.

Ruben får nu hjælp af TBM (Foreningen af tidligere bandemedlemmer) til at skabe sig et nyt liv. Talsmand for TBM, Michael Green, forklarer, at Rubens situation er meget typisk for de bandemedlemmer, der kommer til foreningen for at få hjælp.

- Rubens historie er desværre meget normal. Både det kommer til kommunens manglende hjælp, og hans bevæggrund for at ville ud af miljøet. Vi oplever - desværre - ofte, at kommunerne har ualmindelig svært ved at hjælpe de her personer. Min opfattelse er, at de slet ikke er gearet til det, siger talsmanden for TBM, Michael Green.

Af hensyn til Rubens sikkerhed er hans navn ændret. Ligeledes er visse ting udeladt. BT kender hans rigtige identitet.