Bor klos op af daginstitution - men kan ikke smides ud

Lokkede fire-årig pige ind i sin lejlighed i Rudersdal-bebyggelse med bolsjer og makroner

I forrige uge forgreb en 77-årig mand sig angiveligt på en fire-årig pige. Nu kan pigens far blive tvunget til at bo side om side med manden, der lokkede hans datter ind i sin lejlighed med bolsjer og makroner.

Men det er ikke kun faderen, der er rasende og bange. Mange af naboerne har børn, og de frygter for, hvad manden kan finde på.

Alle beboerne i de 12 lejligheder er enige om, at manden - der er tidligere dømt for at have haft samleje med sin egen datter - aldrig skal komme tilbage. Men det er ikke noget, de bestemmer.

Den ældre mand bor i en kommunal ejendom, men ifølge kommunen er det ikke muligt smide manden ud.

Heller ikke, hvis han har krænket en lille pige seksuelt og har en dom for pædofili.

- Der er ikke noget, vi kan gøre. Der er ikke hjemmel i lejeloven til at smide ham ud, forklarer direktør i Rudersdal Kommune, Henning Bach Kristiansen.

Hvis manden skal smides ud af ejendommen, kræver det, at han får et tilhold fra politiets side. Men det kan blive svært at få manden dømt, da den lille pige ikke har haft lyst til at fortælle politiet om oplevelsen.

Idyllen smadret

Den ældre, pædofile mand og pigens far, der bor dør om dør, bor i et mindre kommunalt ejendomsbyggeri i Rudersdal Kommune. Der er ikke flere beboere, end at man er på navn med alle. I haven er der frugttræer, borde, bænke, tørresnor, egen køkkenhave og ligusterhæk i hoftehøjde. Indtil for nylig legede ejendommens børn altid i haven, men det er slut.

- Børnene er bange. De tør ikke være herude mere, siger en beboer over hækken til BT.

Den ældre mand bor ikke blot i en ejendom med børn. Nærmeste nabo er en kombineret vuggestue og børnehave med børn helt ned til et år. Når man sidder i fælleshaven, hvor den ældre mand har været dagligt, kan man høre børn, der leger, skriger og råber.

Personalet i institutionen har i mange år været opmærksom på, at den ældre mand er pædofil. Lederen fortæller, at han aldrig har været indenfor børnehavens hegn eller har generet dem.

- Vi synes, det er en ubehagelig situation. Men vi er sikre på, at personalet kan passe på vores børn, siger en af forældrene på vegne af forældrerådet.

Lokket med bolsjer

Episoden indtraf i forrige uge, da pigens far var på tanken for at hente cigaretter. Faderens kæreste holdt øje med datteren, der legede i ejendommens fælleshave. Da faderen kom hjem, kunne han ikke finde datteren nogen steder.

Han råbte efter hende, og pigen kom løbende ned ad trapperne med en pose slik i hånden.

Pigen fortalte med det samme sin far, hvad der var sket. Den ældre mand ville give hende en pose slik i belønning. Men først skulle hun røre ved mandens kønsorgan.

Faderen og naboen, der også var til stede, da pigen kom ud fra mandens lejlighed, ringede til politiet. Men den lille pige havde ikke lyst til at fortælle politiet, hvad der var sket. Det kan gøre det meget svært at få manden dømt, når pigen ikke vil tale med politiet. Hverken faderen eller naboen er dog i tvivl om, at pigen taler sandt.

- En lille pige finder ikke på den slags historier, siger de til BT.

Altid mistænksomme

Faderen og naboerne har altid været mistænksomme overfor manden. Beboerne med børn har alle forbudt deres børn at gå med op i mandens lejlighed.

Andre beboere kan fortælle, hvordan manden har siddet i den idylliske fælleshave og har fortalt forældre, at han gerne vil ‘kneppe’ deres 14-årige datter, der også bor i ejendommen.

Andre kan fortælle, hvordan han har talt om deres 11-årige datters bryster, som han har kunnet se fra sit vindue. Alle har regnet ham for en gammel tosse, men ikke mere.

- Han er fuldt ud klar over, hvad han gør. Han skal aldrig komme tilbage, siger en oprørt nabo til BT.

Nordsjællands Politi ønsker kun at bekræfte, at de undersøger en sag om pædofili i Rudersdal.

BT har valgt ikke at nævne navne på personer eller steder af hensyn til pigen og hendes familie.

HVAD MENER DU? BØR EN PERSON, DER TIDLIGERE ER DØMT FOR PÆDOFILI, BO VED SIDEN AF EN DAGINSTITUTION ELLER SKAL VEDKOMMENDE OGSÅ EFTER AFSONING AF STRAFFEN VÆRE UNDERLAGT BEGRÆNSNINGER I FORHOLD TIL FOR EKSEMPEL HVOR MAN MÅ BO? DELTAG I DEBATTEN PÅ FACEBOOK HER