____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En langsomt voksende bunke blomster ligger ved indgangen til Høje Gladsaxe Centret. Ved siden af står et endnu ikke tændt stearinlys, og butiksruderne i baggrunden har skudhuller, der vidner om, den, ifølge politiet, bestialske nedskydning, der fandt sted fredag aften.



BT erfarer, at det var en 19-årig tømrerlærling ved navn Jonathan Taboryski, der blev ramt af skud i hovedet og døde af sine kvæstelser, da han og en gruppe unge mænd blev mødt af en byge af skud udenfor Høje Gladsaxe Centret fredag aften. En 21-årig blev ramt af to skud - et i benet og et i armen, men meldes udenfor livsfare. En tredje blev såret overfladisk.

Gennemhullede ruder
Lørdag middag er butikkerne i Høje Gladsaxe Centret åbne med undtagelse af slagteren, hvor de store ruder ud mod Høje Gladsaxe Torv er gennemhullede af skud.

Kunder og beboere i området stopper kort op og kigger på blomsterne, inden de fortsætter med deres lørdagsindkøb. Enkelte nærstuderer skudhullerne, mens formodede venner og familie til Jonathan Taboryski føjer blomster til bunken. Ingen af dem har lyst til at fortælle om deres relation til den dræbte.
Imens har især børnene på torvet svært ved at løsrive sig fra blomsterne: Hvorfor ligger der blomster?, spørger de, inden deres forældre slæber af sted med dem.



Beboer: Jeg tænker på mine børnebørn
Imens går snakken, for nok har der været ballade før, men aldrig på denne måde. Og selvom rødderne sommetider hænger ved centret, har man da ikke følt sig direkte utryg, lyder nogle af kommentarerne fra de tydeligt rystede beboere i området.

En af dem er 60-årige Sabah Farzaneh. Hun har boet i området i 25 år, hvor hun også har opfostret sine fire nu voksne børn.

- Jeg sad og så nyhederne i går aftes, og jeg blev så chokeret. Jeg ved jo, der er nogle, der laver ballade, men jeg havde aldrig troet, sådan noget kunne ske, fortæller hun og får en klump halsen, da snakken falder på børnebørnene, der kommer og besøger hende en gang om ugen:

- Jeg er meget mere bange nu, og jeg tænker meget på mine børnebørn, for de plejer at lege herude. Jeg ønsker bare, at her kunne være stille og roligt, siger hun.



Motivet er endnu uklart
Politiet har fundet 10 patronhylstre på gerningsstedet, hvilket vidner om en ekstremt bestialsk nedskydning.

Efterforskningsleder Charlotte Skovby vil ikke udtale sig om ofrenes identitet eller deres indbyrdes relation. Hun oplyser, at de sårede og den dræbte optræder i politiets registre.

Motivet til det, der ligner en planlagt likvidering, står endnu ikke klart.

- Vi arbejder ud fra rigtig mange forskellige motiver og bandemotiver er selvfølgelig også en del af det, svarer efterforskningslederen, direkte adspurgt om et muligt bandemotiv til den grusomme nedskydning.