Torsdag aften blev skuespilleren Karl Bille anholdt, fordi han havde råbt idiot efter politiet, og i går blev også barnestjernen Lucas Forchhammer, der spillede Krummes lillebror Grunk i tre Krumme-film, anholdt og, ifølge B.T.s oplysninger, sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet.

De unge skuespillere fra Regner Grastens familiefilm falder på stribe på Christiania.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Politiet ønsker ikke at kommentere personsager og kan derfor hverken af- eller bekræfte, at barnestjernen er blevet anholdt, eller hvad han præcis er sigtet for.

I Krumme-filmene går Lucas Forchhammer som gavtyven Grunk grueligt meget igennem. Han kommer blandt andet til at spise al julepynten og bliver bortført af nogle bankrøvere.

Men i går var det altså politiet, der slog kløerne i barnestjernen, der bor på Christiania med sine forældre og søskende i et hyggeligt gult hus i en lille grøn gård og nu er blevet teenager.

Tømte PC-cafeen
Anholdelsen af Lucas Forchhammer og mindst tretten andre i løbet af dagen og aftenen i går er blot kulminationen på en periode med ond stemning mellem politiet og christianitterne på Christiania.

I går eftermiddag sendte politiet ikke færre end hundrede kampklædte betjente ind på fristaden i forbindelse med tumult, da ansatte fra ToldSkat ville gå ind på PC-Cafeen og fjerne adskillige computere og kostbart computerudstyr, der var til salg i butikken, fordi forretningen ikke er registreret hos ToldSkat.

Ifølge vicepolitiinspektør i Københavns Politi, Flemming Steen Munch, måtte politiet anholde en ballademager, der lavede uro, mens de ansatte fra ToldSkat var ved at bære nogle ting ud.

Bred uenighed
»Herefter sker det, som efterhånden sker tit derude, at de andre forsøger at befri en anholdt,« siger Flemming Steen Munch, der betegner stemningen på Christiania som ubehagelig.

Blandt tilskuerne var der en helt anden udlægning af aktionen i går. Der var udbredt enighed om, at politiet var gået usædvanlig hårdhændet til værks. Men det var først, da politiet lagde sig oven på den 21-årige William, at der blev ballade, siger vidner, der stod i første parket. Først herefter begyndte stenkasteriet.

William er, ifølge B.T.s oplysninger, blevet indlagt til observation på Rigshospitalet efter anholdelsen, og Williams far, Jørgen Tulipan, er chokeret over den behandling, som hans søn fik.

»De er for rå. Hans mor er helt rystet og kan slet ikke samle sig sammen,« siger Jørgen Tulipan. lij@bt.dk