Politiet i Stockholm sætter nu uniformerede betjente til at patruljere svømmehallen Erikdalsbadet. Det sker efter en voldtægt og en række sager om blufærdighedskrænkelse.

Tidligere i år blev boblebadet i Erikdalsbadet kønsopdelt, så kvinder og mænd bader hver for sig. Det skete, fordi politiet havde modtaget 14 anmeldelser om episoder, hvor unge mænd og drenge gramsede på de kvindelige badegæster.

Men trods kønsopdelingen foregår der stadig grumme ting i Erikdalsbadet.

I begyndelsen af januar blev et barn voldtaget i svømmebadet, oplyser svensk politi til den svenske avis, Expressen.

»Der findes en politianmeldelse, men ingen personer er blevet pågrebet,« siger Elisabeth Arnestad der er chef for politiet i Stockholm City.

Hun ønsker ikke at oplyse, hvor i svømmehallen, voldtægten er foregået. Udover voldtægten er fire piger under 18 år blevet seksuelt forulempet i Erikdalsbadet i år.

Politiet i Stockholm har reageret mandag ved at øge bevågningen og sætte uniformerede betjente til regelmæssigt at patruljere svømmebadet.