Bar-gæst: Ven sad i bar mave og forsøgte at få liv i ham

23-årige Sofie Amalie Rolandsen var selv gæst på Bakken, da 21-årige Jonas Thomsen Sekyere lørdag morgen blev stukket ned og dræbt på in-stedet Bakken i Kødbyen på Vesterbro i København.

Hun fortæller til BT, at den dræbtes ven havde taget sin trøje af, for at stoppe blødningerne.

- Det var omkring lukketid, og vi havde lige været ude at danse, da vi blev bedt om at gå, fordi stedet lukkede. Da jeg kom ud, så jeg den 21-årige ligge på jorden, mens vennen ved hans side havde taget sin trøje af for at stoppe blødningerne, og han sad i bar mave og forsøgte at få liv i den 21-årige ved at give ham hjertemassage. Omkring dem sad nogle andre unge og råbte, at han skulle vågne.

Andre gæster, som kom ud fra Bakken, var ifølge Sofie Amalie Rolandsen meget fulde, og mange opfattede slet ikke, at der var sket et knivstikkeri.

- Mange troede, at han bare var fuld, og at vennerne forsøgte at få ham til at kaste op eller noget, siger Sofie Amalie Rolandsen, der selv er studerende.

Kort efter kom politi og ambulance og kørte den 21-årige på Rigshospitalet, hvor han kort efter døde.

  

Læs også: