Bedrageri for 180.000 af sin arbejdsgivers penge betød mandag, at en 36-årige tidligere kundechef i en nordjysk bank blev idømt en betinget fængselsdom og samfundstjeneste.

I godt fire år havde en 36-årig mand, der var ansat i en nordjysk bank, handlet private produkter for bankens penge. Det erkendte han mandag ved Retten i Aalborg.

»Det var en tilståelsessag. Vi havde sigtet ham for en lang række forhold, hvor man havde fået den her nordjyske bank til at afholde udgifter for ting, som kundechefen havde brugt privat,« fortæller anklagerfuldmægtig Thomas Mikkelsen til BT og tilføjer:

»Det gjaldt blandt andet indkøb i dagligvarebutikker som Netto, Meny og Super Brugsen, hvor man har sendt bilag ind til banken,« fortæller anklagerfuldmægtig Thomas Mikkelsen til BT.

Derudover havde den 36-årige kundechef desuden brugt større beløb på både take-away og køb af forskellige gavekort.

Manden har selv forklaret, at han havde blandet tingene sammen, og at det på den måde »var gået for vidt.«

»Han arbejdede meget på det tidspunkt, og så endte det sådan her. Han var godt selv klar over, at det var forkert,« siger Thomas Mikkelsen.

Den 36-årige kundechef kan nu se frem til 150 timers samfundstjeneste, otte måneders betinget fængsel samt tilbagebetaling af beløbet på 180.000 kroner.