Der kommer aldrig en rockerkrig som den i 1990erne. Det siger Jim Tinndahn, som indtil for nylig var præsident for Bandidos.

Efter politiets store aktion mod rockerne på Sjælland onsdag spekuleres der nu i, om der er en ny rockerkrig på vej. En topfigur hos Bandidos afviser blankt:

- Sådan en rockerkrig, som der har været engang, den kan I bare glemme. Det kommer aldrig til at ske. Der vil jeg næsten sværge på mine børn, siger Jim Tinndahn til politiken.dk.

Gennem flere år har han været leder af Bandidos i hele Europa, og i sommer overdrog han så den danske præsidentpost i rockergruppen til Michael »Kokken« Rosenvold, der nu er tilbageholdt af poltiet.

»Kokken« blev onsdag anholdt sammen med omkring 100 andre rockere i en storstilet aktion, hvor politiet ransagede 17 rockerborge på Sjælland. I alt otte rockere forblev torsdag i politiets varetægt, mens resten blev løsladt.

- Vi ser et billede, som er stigende og bekymrende. I dag har vi villet sende et klart signal om, at det er uacceptabelt, og vi vil have det bekæmpet på alle tænkelige måder, sagde politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Politi efter aktionen onsdag.

Men spørger man Jim Tinndahn, har hverken politi eller borgere noget at bekymre sig om - der bliver ingen krig mellem Bandidos og Hells Angels som den, der udspillede sig i 1990erne.

- Nej, det tror jeg ikke. Det kan jeg næsten sige med sikkerhed i dag. I hvert fald ikke fra Bandidos’ side, siger Jim Tinndahn til politiken.dk.

Han kan heller ikke forestille sig, at Hells Angels er interesseret i en ny konflikt.

- De har mere end rigeligt at se til, siger Bandidos-rockeren.

Han erkender dog, at der har været »nogle hændelser« i den seneste tid, men det er der »kommet styr på nu«.

- Det er fordi, vi har fået enormt mange unge mennesker, og vi har fået mange supportere, som ikke kan styre sig. Og vi er for få af de gamle til at holde dem i ørerne, siger Jim Tinndahn.

To Bandidos-rockere på henholdsvis 32 og 20 år er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Roskilde efter politiets aktion onsdag, hvor der også blev fundet knive, narkotika, knojern, økser, anabolske steroider og tre pistoler. Seks rockere, herunder Bandidos-præsidenten, Michael »Kokken« Rosenvold, er torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i Helsingør med henblik på varetægtsfængsling.