To mænd med tilknytning til rockerklubben Bandidos risikerer op til seks års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse.

To mænd med relationer til Bandidos er ved retten i Roskilde blevet varetægtsfængslet i fire uger efter politiets aktion onsdag. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Der er tale om to mænd på henholdsvis 32 og 20 år, fortæller politiets kommunikationsmedarbejder, Martin Bjerregaard.

- De er sigtet for overtrædelse af straffeloven, for besiddelse af skydevåben. Det drejer sig om besiddelse af en pistol med skarp ammunition, siger han.

Begge mænd blev anholdt i Køge på en adresse med tilknytning til rockerklubben Bandidos.

Samlet blev 114 rockere anholdt under den store aktion, som blev udført af samtlige sjællandske politikredse samt Task Force Øst og Rigspolitiet. I alt slog politiet til mod 17 rockerborge over hele Sjælland.

Her fandt det blandt andet knive, narkotika, knojern, økser og tre pistoler.

De to mænd risikerer nu mellem et og seks års fængsel.