Et medlem af rockergruppen Bandidos var blandt de anholdte, da det sjællandske politis særlige indsatsgruppe mod indbrud tirsdag aften slog til mod tre mistænkte stortyve.

Den 34-årige københavnske rocker, som er på udgang fra fængslet, hvor han afsoner en dom for indbrud, blev anholdt sammen med to mænd fra 28 og 35 år fra Valby. De tre mænd sigtes for i alt otte indbrudstyverier og mistænkes yderligere for at stå bag en række større indbrud over hele Sjælland

Samtidig med anholdelserne ransagede politiet flere adresser i København og beslaglagde designergenstande for et »betydeligt beløb«, som Nordsjællands Politi skriver i en pressemeddelelse.

Foreløbig er mændene blevet varetægtsfængslet i fire uger, og politiet forventer, at flere personer vil blive anholdt i forbindelse med efterforskningen.

BNB