Kun en enkelt af de seks anholdte rockere fra Helsingør er blevet varetægtsfængslet. Blandt de løsladte er Bandios’ præsident, Mikael »Kokken« Rosenvold.

Fem af de seks Bandidos-medlemmer, der onsdag blev anholdt i rockerborgen i Kvistgård ved Helsingør, er blevet løsladt efter et grundlovsforhør.

Nordsjællands Politi krævede alle seks rockere varetægtsfængslet, men Retten i Helsingør valgte altså kun at fængsle den ene af dem, en 23-årig mand. Han skal tilbringe de kommende fire uger bag tremmer, sigtet for besiddelse af narkotika og våben, oplyser politiet.

Blandt de løsladte er Bandidos-præsident Mikael »Kokken« Rosenvold, som blev anholdt sammen med 113 kolleger i en storstilet aktion onsdag. Her ransagede politiet 17 rockerborge på Sjælland efter forlydender om, at rivalerne Bandidos og Hells Angels er på vej ud i konflikt.

Retten i Roskilde valgte tidligere torsdag eftermiddag at varetægtsfængsle to mænd med tilknytning til Bandidos i fire uger. Mændene på 32 og 20 år er sigtet for besiddelse af skydevåben.