Et nævningeting ved Østre Landsret i Odense har torsdag frifundet de to Bandidos-rockere Jack Tony Sørensen og Ronni Jensen for at stå bag seks voldsomme bankrøverier, der i 2010 blev begået mod seks forskellige pengeinstitutter rundt om på Fyn og i Sydøstjylland.

De to har desuden været tiltalt for et rambuktyveri begået med en gravko mod en pengeautomat samt for, at de i forbindelse med hvert af røverierne at have brændt de stjålne køretøjer af, som blev benyttet til at gennemføre forbrydelsen.

I landsretssalen i domhuset i Odense var der torsdag fyldt godt op på tilhørerpladserne, hvor de to tiltaltes venner sad karseklippede og skulder ved skulder.

Læs også: Bandidos-rockere dømt for millionrøverier

Og der lød et hørligt "yes!" og blev uddelt adskillige gensidige krammere, da landsdommer Ulla Langholz læste skyldkendelsen op, og det stod klart, at 39-årige Jack Tony Sørensen og hans gode ven, 34-årige Ronni Jensen, som er vicepræsident for Bandidos i Kolding, er frifundet for den alvorligste del; nemlig de seks voldsomme bankrøverier.

Det er da også som at vende verden på hovedet for de tiltalte, idet de i januar ved Retten i Odense blev idømt ikke mindre end henholdsvis 12 års fængsel og otte års fængsel. I en del af den strafudmåling på de 12 års fængsel til Jack Tony Sørensen er dog bl.a. en reststraf på næsten tre år fra tidligere kriminalitet.

Røverierne, som Jack Tony Sørensen og Ronni Jensen altså nu er frikendt for, blev begået i perioden mellem januar og december 2010 og gik ud over de tre fynske pengeinstitutter Fiona Bank i Ullerslev, Fiona Bank i Ejby og Nordea i Glamsbjerg, mens rambuktyveriet var mod Danske Banks filial i Ejby.

De resterende tre røverier blev begået i Sydøstjylland. Gerningsmændene stak af med tilsammen 3.258.601 kroner.

De to rockere har både i byretten og i landsretten nægtet at have begået røverierne eller at have noget med dem at gøre.

Begge har erkendt at have været i besiddelse af kokain, dopingmidler og våben, hvilket de netop er blevet kendt skyldige for, ligesom Ronni Jensen er kendt skyldig i hæleri.

Mens de to blev frikendt for røverierne, blev Jack Tony Sørensen kendt skyldig i rambuktyveriet mod Danske Bank samt brandstiftelse. 

Sammenlagt med den lange reststraf fra tidligere kriminalitet blev den samlede strafudmåling til 39-årige Jack Tony Sørensen seks års fængsel.

Bandidos-vicepræsidenten Ronni Jensen blev idømt et års fængsel og kunne derfor gå fra retsbygningen som en fri mand efter at have siddet varetægtsfængslet næsten lige så længe.

Han siger til bt.dk:

- Jeg er meget tilfreds med, at landsretten har kigget seriøst på det her og ladet tvivlen komme os til gode. Det er ingen hemmelighed, at det har været hårdt for både min familie og for mig at blive trukket gennem retsmaskineriet på den måde. Nu skal jeg ud i skoven med min kæreste og min hund og gå en lang tur, og så skal jeg klippes. Og derefter skal jeg have noget god mad og så hygge mig med mine "brødre" i aften, siger Ronni Jensen.