En gruppe på otte mænd fra bandemiljøet i Køge blev tirsdag aften anholdt af Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet blev kaldt ud til Køge Sygehus, hvor syv af de unge havde indleveret deres kammerat, som kort forinden var blevet stukket med en kniv.

En af de unge blev behandlet for knivstik på hospitalet, efter han tirsdag aften var blevet overfaldet med kniv i en slikbutik i Køge.

- Vi fik anmeldelsen om et knivstikkeri i en slikbutik i Køge. En ung mand var blevet stukket i armen og kørt til skadestuen af sine kammerater, fortæller Martin Bjerregaard.

- Det viste sig, at det ikke var så alvorligt, så han blev sendt hjem efter nogle timer.

De syv kammeraters adfærd fik dog personalet på sygehuset til at ringe efter politiet.

- De var helt oppe at køre, så af hensyn til personalet og de øvrige patienter valgte vi at anholde de syv.

Det siger pressemedarbejder fra Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til bt.dk.

Alle blev løsladt senere på natten.

Ifølge Ekstrabladet.dk er den sårede mand en ledende figur i grupperingen Black Cobra i Køge, men det vil Midt- og Vestsjællands Politi hverken af- eller bekræfte over for bt.dk.

- På nuværende tidspunkt vil jeg ikke sige andet, end at der er tale om et lokalt bandemedlem.