Nu skal det være slut med hærværk mod Netto-forretningen på Blågårdsgade på Nørrebro i København. Det mener Imamen Abdul-Wahid Pedersen, der har taget initiativ til forsoningsmøde mellem bandelederen 'Lille A', Netto-bossen Morten Kaas og så imamen selv.

 - Jeg har talt med Lille A og Netto-ledelsen, og foreslået at vi sætter os sammen over en kop kaffe, og taler om tingene, siger han til bt.dk. Hvad tror du, bandelederen ’Lille A’ kan bidrage med i den sammenhæng? - Jamen, jeg mener, at det er vigtigt, at vi får nogle af dem i tale, der har med gadens liv at gøre. Får parterne til at tale sammen. Jeg arbejder i gadehøjde.  Har du ikke også inviteret politiet så? - Nej, dem tror jeg ikke, der er grund til at tage med. Imamen forklarer til bt.dk, at det er Netto-chef Morten Kaas, der har sagt ja til at deltage i mødet. Det opsigtsvækkende forsoningsmøde kom første gang frem i forbindelse med et Politiken-interview med bandelederen 'Lille A', der hævder at have skældt ballademagerne ud, og fortalt dem, at de skal stoppe hærværket:  - Vi har taget fat i de pågældende, som har været involveret i at kaste sten gennem ruderne i Netto. Vi har sagt, at det skal de ikke gøre. Det er kun med til at gøre tingene værre, siger han. Hvornår mødet skal finde sted, er endnu ikke aftalt, forklarer Abdul Wahid Pedersen til bt.dk.