Politikredsene er på stikkerne i øjeblikket, for bandekonflikterne ulmer i hele hovedstadsområdet. Senest kunne TV 2 Lorry fortælle om ballade og knivoverfald i Helsinge, hvor den tyske bande Gremium for nylig åbnede en lokal afdeling, men mange steder kæmper forskellige grupperinger i øjeblikket om magten. Det fortæller Michael Kjeldgaard, lederen af Rigspolititets Nationale Efterforskningscenter(NEC).

- Vi ser en meget urolig situation mellem banderne. For der er nye grupperinger, der forsøger at skabe sig plads, siger Michael Kjeldgaard til TV 2 Lorry.

Internationale grupperinger som Gremium, Black Jackets, Mongols og Saturdarah kæmper for at få fodfæste i Danmark. I forvejen hersker rockergrupperne Hells Angels og Bandidos samt indvandrerbanden Loyal to Familia. Det betyder mange grupperinger, der alle kæmper om det samme marked, og som er villige til at gå rigtig langt for det.

Derfor er poltiet ekstra på dupperne lige nu.

- Vi er i en situation, hvor vi holder meget nøje øje med, om det kan eskalere, lyder det fra Michael Kjeldgaard.

Den amerikanske motorcykelbande Mongols er også meget aktiv. Blandt andet er flere af bandens medlemmer mistænkt for skuddrabet på en 21-årig mand ved et pizzeria i Københavns Nordvestkvarter sidste år.

Sidste år, var det særligt den tyske bande Black Jackets, som var toneangivende, da adskillige skudepisoder fik kuglerne til at flyve rundt i de københavnske gader.

Men efter en særlig politiindsats er Black Jacket i dag næsten fuldstændig udraderet.

- Vi havde en del skyderier i 2016. Det har vi heldigvis fået styr på med nogle gode fængslinger. Nogle toneangivende bandemedlemmer fra Black Jackets blev anholdt og hevet væk fra bandekonflikterne. Men vi ser nu igen uro i bandemiljøerne, og vi kigger nøje på, om det her kan eskalere yderligere, siger chefen for NEC.

Michael Kjeldgaard siger, at politiet gør alt, hvad de overhovedet kan for at holde styr på banderne.

- Det her har topprioritet i dansk politi. Så der vil blive afsat de nødvendige ressourcer. Politiet er presset på mange parametre, men i forhold til bandekriminalitet og særligt den del, der handler om skyderier i gaderne, er det klart, at det har topprioritet, siger Michael Kjeldgaard.