En bande har fremstillet en serie falske banknoterede checks fra Danske Bank, som i øjeblikket bruges til køb af biler i 500.000 kroners klassen. Fire er foreløbig anholdt i sagen, men der kan være flere falske checks i omløb.

En eller flere ægte banknoterede checks fra Danske Bank er blevet scannet ind på en computer og svindlerne printer derefter deres egne checks ud.

De tilpasser beløbet til den bil, der skal købes, og checken udstedes crosset til den navngivne bilforhandler, så de falske checks ser helt ægte ud.

- Vi har ikke overblik over, hvor mange checks der er lavet. Men de kan for så vidt være kopieret i hundredevis, siger vicepolitiinspektør Henning Schmidt, afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Københavns politi.

De falske checks bærer registreringsnummeret 3952 fra Danske Bank, Holmens Kanal i København og kontonummeret 395 298 0917.

Løbenumrene på de falske checks er forskellige, så der er formentlig brugt flere ægte checks fra den samme konto til fremstillingen af de falske. De ægte kan stamme fra en serie på 150 checks som er stjålet fra Danske Bank.

Ville købe BMW til 570.000
Sagen rullede, da to mænd i fredags ville købe en BMW M3 til 570.000 kr. hos en bilforhandler på Amager.

De betalte med en check på beløbet fra Danske Bank, men bilforhandleren var mistænksom og ringede til banken. Han fik besked på, at der ikke var dækning og ringede til politiet.

Mændene blev anholdt på stedet og i lørdags varetægtsfængslet i Københavns dommervagt.

Også ved retten i Hjørring er to mænd fængslet for køb af biler hos forhandlere i Vejle og Silkeborg med falske checks. I Vejle lykkedes det mændene at køre væk med en sportsvogn, en Corvette til næsten 400.000 kr.

De to fængslede bliver torsdag overført til København, hvor efterforskningen nu samles.

Bt.dk har talt med en af de bedragne bilforhandlere som frygter, at svindlen er meget omfattende.

Rig bistandsklient
Endnu en af de falske checks dukkede op tirsdag i Danske Bank på Amagerbrogade 105 på Amager, hvor en 26-årig bistandsklient satte en af de falske Danske Bank checks på 865.000 kr. ind på sin egen konto.

Han skrev checken under, men banken opdagede svindelnummeret og tilkaldte politiet.

Politiet ved endnu ikke, hvordan den 26-årige har fået fat i checken,. Men der er ikke umiddelbart en forbindelse mellem ham og bilsvindlerne, selvom checken på 865.000 kr. er fra samme serie af forfalskninger.

Den 26-årige blev i dag varetægtsfængslet i dommervagten for 20 dage.

Bilforhandlere landet over har nu advaret hinanden om de falske checks fra Danske Bank.