I dag begynder finansmanden Klaus Riskærs ankesag om skyldnersvig, der kan risikere at spolere hans håb om tidlig løsladelse fra den straf, han allerede sidder inde for.

Endnu et kapitel i historien om finansmanden og eks-politikeren Klaus Riskær Pedersens talrige juridiske slagsmål begynder i dag i Østre Landsret.

I april blev han dømt til 14 måneders fængsel for skyldnersvig for en halv mio. kroner, som han umiddelbart efter ankede. Siden har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK), også kendt som Bagmandspolitiet, anket til skærpelse af straffen. Det skriver Børsen.

Taber Klaus Riskær også i landsretten, kommer sagen til at fungere som snubletråd for finansmandens håb om snarlig prøveløsladelse. Han er nemlig ifølge dommen på seks års fængsel fra 2008, som han modtog for at have bedraget sin familiefond for 400 mio. kroner, snart klar til prøveløsladelse.

Får Bagmandspolitiet dets vilje, så skal Riskær dog droppe forhåbningerne og blive bag tremmer i flere år fremover.

- Det er rigtigt, at vi har modanket med krav om en skærpelse af den straf, han blev idømt i byretten, og det har vi gjort for at give Østre Landsret frie tøjler til selv at fastsætte den passende straf, siger vicestatsadvokat Henrik Helmer fra SØK til Børsen.

Klaus Riskær Pedersen var umiddelbart før dommen i byretten klar i mælet om, hvad der stod på spil i sagen.

- Mulighed for prøveløsladelse bliver usikker i lyset af en eventuel ny domfældelse. Finder der frifindelse sted, vil situationen omvendt være den, at et afslag på prøveløsladelse fra oktober sidste år bygger på præmisser, der er bortfaldet, og Kriminalforsorgen vil forvaltningsretligt være forpligtet til at se afgørelsen i lyset af de således ændrede præmisser. Så det er pretty much knald eller fald, lød det ifølge Børsen fra Riskær dengang.