Syv bankansatte blev bagbundet og truet med våben under et voldsomt røveri i København tirsdag morgen. Politiet er på jagt efter to gerningsmænd.

Københavns Politi leder fortsat efter to gerningsmænd, der med grove metoder røvede Lån & Spar Bank i Nørre Voldgade i København tirsdag morgen.

Røverne overraskede medarbejderne i banken omkring klokken 8.00 og truede i alt syv ansatte med våben og bagbandt dem i et lokale i banken.

Gerningsmændene fik herefter tvunget sig adgang til bankboksen, hvor de slap af sted med et endnu ukendt beløb.

»De ansatte er blevet truet med våben, men de har ikke lidt fysisk overlast ved røveriet. De er selvfølgelig meget påvirkede af hændelsen, og de får tilbudt psykologhjælp,« siger efterforskningsleder ved Københavns Politi Peter Steffensen.

Politiet modtog anmeldelsen om røveriet lidt over en time efter, røverne brød ind i banken. Det var bankens medarbejdere, der slap fri og slog alarm.

Politiet er ikke sikker på, om de to gerningsmænd i alderen 25 til 30 år stak af i bil eller til fods.

Her ses bankrøver A og B:

Her ses bankrøver A:

Her ses bankrøver B


Her ses bankrøver B igen:


Peter Steffensen oplyser dog, at politiet har foretaget en masse gode afhøringer, som der nu arbejdes videre med.

De to mænd talte udmærket dansk til deres gidsler under bankrøveriet, mens de indbyrdes talte et udenlandsk sprog, som politiet endnu ikke har fået identificeret.

Den ene af gerningsmændene beskrives som 180 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var iført en grå jakke med prikker på ryggen, sandfarvede arbejdsbukser, mørk kasket og sorte træningssko.

Den anden gerningsmand måler ligeledes 180 centimeter og er almindelig til kraftig af bygning. Han var iført en blå anorak, sandfarvede arbejdsbukser og hvide træningssko.

Trafikken omkring Nørreport Station og Nørre Voldgade var i løbet af formiddagen spærret, men afspærringen er ophævet, og trafikken glider normalt igen.