En båd med flere personer samt en hund om bord påsejlede søndag aften en sten ud for Øresundsbroen. Det medførte en større redningsaktion, fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Jens Christiansen.
- Klokken 20.40 fik vi et mobilopkald fra en kvinde, der klamrede sig til en båd, der var gået på grund ved en sten ud for højbroen. En person fra båden var røget i vandet, men havde reddet sig op igen, siger han og tilføjer:
- Der var ingen, der kom ikke noget til. Men personen, som røg i vandet, er selvfølgelig påvirket af at have tilbragt tid i det kolde vand.
Båden tog ikke vand ind, men dens motor var blevet beskadiget, og sejlerne kunne derfor ikke komme videre.
Derfor blev der sendt en helikopter og en gummibåd fra Søværnets Operative Kommando ud for at hjælpe de nødstedte i land, og deres båd er nu bugseret tilbage til Kastrup Havn.
Politiet har endnu ikke det fulde overblik over, om der var to eller tre personer om bord på båden - politiets egne oplysninger siger to, mens Søværnets Operative Kommando oplyser, at der var tale om tre personer.
Politiet skal nu afhøre de implicerede for at afgøre, hvorfor båden kæntrede.



