BT, Ekstra Bladet og metroxpress siger samstemmende, at de ikke har brudt navneforbuddet i Brian Holm-sagen, som Retten på Frederiksberg har anmeldt dem for.

Der er ikke noget at komme efter. Punktum.

Det føler Ekstra Bladet, metroxpress og BTs chefredaktører sig overbeviste om, efter at Retten på Frederiksberg har politianmeldt dem for at bryde navneforbuddet i forbindelse med den tidligere cykelrytter Brian Holms sigtelse for at have sexkrænket en 12-årig pige.

»Vi har holdt os til reglerne og ikke overtrådt navneforbuddet, og det er jeg ret sikker på, at politiet finder frem til,« konstaterer BTs chefredaktør, Olav Skaaning, i en SMS til Berlingske Nyhedsbureau.

Samme melding kommer fra Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen.

»Ekstra Bladet har ikke overtrådt navneforbud i forbindelse med Brian Holm. Vi har ikke identificeret ham, før han selv valgte at træde frem på et pressemøde,« siger Poul Madsen ifølge Ekstra Bladets hjemmeside.

Brian Holm valgte selv at bryde navneforbuddet 27. maj, hvor han indkaldte til pressemøde for at fortælle, at han var den sigtede i sagen. Det skete, efter BT, Ekstra Bladet og metroxpress dagen før havde fortalt, at den sigtede var »sportsstjerne«, og at det var en dommer på Frederiksberg, der havde nedlagt navneforbud.

Men heller ikke metroxpress’ ansvarshavende chefredaktør, Jonas Kuld Rathje, mener, at det på nogen kan være argument for, at hans avis skulle have brudt navneforbuddet.

»Vi bringer godt nok et billede, men det er så sløret, at det ligeså godt kunne vise en kanelsnegl. Og vi skriver godt nok, at det er en dommer på Frederiksberg, der har nedlagt navneforbud, men det er den eneste oplysning, der er. Og vi mener, at Frederiksberg er tilpas stort til, at der kan være tale om andre sportsstjerner,« siger Jonas Kuld Rathje.

Retten på Frederiksberg er lodret uenig og mener, at avisernes overtrædelse af navneforbuddet er »særdeles groft«, da der er tale om en sædelighedssag.