En svensk politibetjent var givetvis med til at forhindre en større massakre ved lørdagens skudattentat mod kulturstedet Krudttønden på Østerbro i København.

En af de svenske betjente, der var med til lørdagens debatarrangement på Krudttønden i København for at beskytte kunstneren og Muhammed-tegneren Lars Vilks, skød mod gerningsmanden.

Dermed kan han have været med til at forhindre en massakre ved attentatet, oplyser flere politikilder til Sydsvenskan.

»Han (betjenten, red.) tømte hele sit magasin mod ham (gerningsmanden, red.),« siger en unavngiven kilde fra politiet til den svenske avis.

Læs også:

Der var to svenske betjente til stede under angrebet lørdag eftermiddag - de havde begge til opgave at beskytte den svenske kunstner Lars Vilks, som slap uskadt gennem angrebet.

Ifølge Sydsvenskans oplysninger var det udelukkende de to svenske betjente, der besvarede gerningsmandens skud.

Hverken det svenske eller danske politi vil bekræfte oplysningen.

Læs også:

»Det eneste, jeg ved, er, at der blev affyret skud, men nærmere kommer vi det ikke,« siger Steen Hansen, der er kommunikationsrådgiver hos Rigspolitiet, til Sydsvenskan.

Heller ikke Jarl Holmström, der er stedfortrædende regionschef i det svenske politi, vil bekræfte oplysningen.

Læs også:

»Men jeg vil gerne sige dette: De (svenske betjente, red.) optrådte beundringsværdigt, og vi er stolte over den måde, de handlede i denne meget vanskelige situation,« siger han til avisen.