Båden, som søndag aften skulle smugle 250 kilo hash ud af Aalbæk Havn, var udstyret med en GPS-sender. På den måde kunne politiet følge bådens færden.

En GPS-sender var med til at sætte politiet på sporet af den båd, der søndag aften skulle have smuglet 250 kilo hash ud af Aalbæk Havn.

Det er den norske avis Fædrelandsvennen, der ifølge dagbladet.no skriver, at båden, inden den satte kurs mod den nordjyske havn, blev udstyret med en GPS-sender. Det var ifølge politiets oplysninger en 49-årig nordmand, som senere døde i en skudveksling med politiet, der sejlede båden fra Norge til Aalbæk Havn.

Leif Vagle, der er leder af afdelingen for organiseret kriminalitet i Agder Politidistrikt, vil ikke over for Fædrelandsvennen kommentere oplysningerne om GPS-senderen, fordi det primært er dansk politi, der udtaler sig om sagen.

På mandagens pressemøde på politigården i Aalborg, hvor Nordjyllands Politi og Den Uafhængige Politiklagemyndighed orienterede om sagen, kom det frem, at dansk politi har arbejdet med narkosagen siden efteråret 2012, hvor norsk politi henvendte sig.