Knap en halv million kroner. Så meget skal popsangerinden Aura af med, efter at Københavns Byret torsdag afsagde dom i en opsigtsvækkende sag. Det skriver Se & Hør.

Det var den bornholmske sangerindes tidligere samarbejdspartner, musikproduceren Kenneth Bager, der havde trukket hende i retten, da han mente, at hun skyldte ham 300.000 kroner for indtjening af sine plader.

Sagens omdrejningspunkt var en aftale tilbage fra 2011, som parterne ikke var enige om gyldigheden af. I en underskreven hensigtserklæring fra 2011 var det anført, at den skulle erstattes af en endelig aftale. Men denne aftale kom aldrig i stand, og derfor var sangerinden og produceren uenige om, hvorvidt Kenneth Bager har ret til en del af indtjeningerne fra Auras kommende plade eller ej.

Auras advokat Bjarke Vejby fortalte for nogle uger siden til BT, at han mente, at de 300.000 kroner, som Kenneth Bager kræver, var langt over målet:

»De penge, han kræver, er et minimumsforskud på en ny plade, som ikke er udgivet endnu – men pladebranchen i dag er jo ikke, som den var i 2011,« sagde advokaten og tilføjede, at Aura jo ikke kunne forvente at tjene lige så mange penge på salg af cd’er nu, som hun kunne i 2011.

Dommeren var dog tilsyneladende ikke enig med Bjarke Vejby i, at beløbet på de 300.000 kroner var helt hen i vejret.

For da hun svingede hammeren, faldt dommen bestemt ikke ud til Auras fordel.

Ifølge Se & Hør besluttede dommeren nemlig, at den 31-årige sangerinde skulle betale de 300.000 kroner, som Kenneth Bager krævede som et forskud på hendes næste udgivelse.

Desuden er Aura blevet dømt til at betale Bager 165.062,53 kroner, som har forbindelse til udgivelsen af albummet "Before the Dinosaurs". Og derudover kan Aura føje sagsomkostningerne til sine udgivelser, så sangerinden samlet skal af med omkring en halv million kroner.

Selv om beløbet er stort, så er det dog intet i forhold til, hvad Aura risikerer at miste, hvis hun taber nogle andre retssager - nemlig  den bitre retsstrid mod sin tidligere ekskæreste, Skype-milliardæren Janus Friis.

Milliardæren har gennem mere end et år sagsøgt Aura i både Danmark og USA. I alt otte retssager er der indtil videre udsigt til med et samlet krav på 32 millioner kroner.

Kernen i den bitre strid er angiveligt, at Janus Friis føler, at Aura har snydt og udnyttet ham under deres kæresteforhold. Bjarke Vejby har dog tidligere fortalt, at han mener, at Janus Friis kun er ude på at ruinere Aura økonomisk.