Politiet arbejder fortsat på højtryk med at tjekke en lang række henvendelser i sagen om drabet på den 17-årige Emilie Meng.

Juleaftensdag blev den forsvundne pige Emilie Meng fundet død i en sø ved Borup. Siden er det strømmet ind med oplysninger til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som efterforsker sagen. Det fortæller vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

Han der oplyser, at politiet har rundet mere end 200 henvendelser med oplysninger i sagen. Kort inde i det nye år, er der dog ikke noget nyt stort gennembrud i sagen.

- Det tager lang tid, og der kommer hele tiden nye henvendelser til. Vi bruger noget tid på at vurdere, hvilke henvendelser der kan sorteres fra indledningsvis, og hvilke der skal arbejdes videre med.

- Det er et projekt, der vil tage noget tid sideløbende med den øvrige efterforskning, siger Søren Ravn-Nielsen.

Han kan endnu ikke sige noget konkret om, hvorvidt nogle af henvendelserne har ført noget med sig.

Emilie Meng blev sidst set i live klokken fire om morgenen 10. juli ved Korsør Station, hvor hun sagde farvel til sine veninder efter en bytur.

Søen hun blev fundet i, ligger mere end 60 kilometer fra stationen i Korsør, hvor hun forsvandt.

Politiet formoder, at hendes lig er blevet anbragt i søen kort tid efter drabet, som formentlig er sket 10. juli eller i dagene umiddelbart efter.

Efterforskerne i sagen har blandt andet kigget på, hvilke telefoner der har været tændt i området på det tidspunkt, hun forsvandt.

- Der er 200 telefonnumre, som vi har været særligt interesserede i at kigge på i området, siger vicepolitiinspektøren.

Politiet arbejder en uge efter fundet af Emilie Meng stadig med de kriminaltekniske undersøgelser. Politiet kan derfor ikke oplyse noget om, hvordan Emilie Meng er blevet dræbt.

/ritzau/