På få år er en ubehagelig tendens blevet vendt.

I 2012 var der frem til 1. december ifølge nye tal fra Beredskabsstyrelsen kun 1.751 påsatte brande i Danmark mod 4.005 påsatte brande i 2008, skriver metroXpress mandag.

Det faldende antal påsatte brande har desuden været en væsentlig faktor til, at det totale antal brande i Danmark rapporteret til Beredskabsstyrelsen nåede et lavpunkt i 2012 med 12.953 brande i de 11 første måneder mod 20.661 brande i 2008.

En af de afgørende forklaringer er, at der er kommet mere ro og orden i tidligere meget urolige områder af de danske byer.

- Vi kan se en direkte sammenhæng mellem antallet af brande, der bliver påsat med vilje, og gadeuorden i belastede boligområder. Det er glædeligt, at der er en markant faldende tendens over de seneste år, siger Steen Hjere Nonnemann, specialkonsulent i Beredskabsstyrelsen, til metroXpress.

Tendensen bliver genkendt af chefkonsulent i Tryg Forsikrings udredningsafdeling Bernhard Lindholm, der beskæftiger med påsatte brande på biler.

- Tidligere var der meget hærværk og afbrænding af biler i ghettoplaner, men det ser vi ikke så meget mere. Samtidig er forsikringssvindel med afbrænding af eksempelvis biler meget mindre end tidligere. Det kan have at gøre med, at vi er gode til at afsløre den type svindel, og at der derfor ikke er den store fidus i at gøre det, siger Bernhard Lindholm til metroXpress.

BNB