Det var en trafikforseelse, der satte politi og skattemyndighederne på sporet i en sag om momssvig og skatteunddragelse i millionklassen.

Mandag stod direktøren for en dansk virksomhed tiltalt for momssvig af særlig grov karakter og skatteunddragelse ved Retten i Holstebro. Men det var direktørens egen uforsigtighed, der i 2010 ledte politiet på sporet i sagen, fortæller Dagbladet Holstebro-Struer

I 2010 blev en af virksomhedens biler fanget af en af politiets fotovogne i Nordjylland. Bilen blev målt til 152 kilometer i timen et sted, hvor man kun må køre 80 kilometer i timen. Da fartovertrædelsen var så stor, at den ville resultere i en frakendelse af kørekortet - hvis man fandt ud af, hvem føreren var - blev den overgivet til Midt- og Vestjyllands Politi. Her konstaterede man, at føreren af bilen lignede virksomhedens 52-årige direktør, der ifølge folkeregistret flyttede fra Danmark i 1998.

Det fik politiet til at overvåge firmaets adresse i Midtjylland, og da man var sikker på, at direktøren kom regelmæssigt i virksomheden, valgte man 29. februar 2012 at ransage alle firmaets adresser samt to fabrikker i Letland.

Siden er sagen vokset i takt med politiets efterforskning, og søndag måtte man tage en sækkevogn i brug, for at køre sagen, der nu fylder 19 ringbind, ind i retssalen.

Nægter sig skyldige

Anklageskriftet mod direktøren, direktørens samlever og firmaets revisor er på otte punkter og dækker over momssvig af særlig grov karakter, afgiftssvig af særlig grov karakter, skatteunddragelse og skattesvig. Hvis direktøren dømmes skyldig, kan det ende med op til otte års fængsel, ligesom anklagemyndigheden ønsker, at direktøren skal idømmes en bøde og får forbud mod at drive eller deltage i ledelsen af virksomheder i selskabsform.

Læs også

Sagen drejer sig om mere end fem millioner kroner fra 2008 til 2012, og ud over direktøren for firmaet er direktørens samlever og firmaets revisor tiltalt i sagen.

Anklagemyndigheden ønsker, at den registrerede revisor bliver frataget retten til at drive revisionsfirma, da han har rådgivet firmaet i forbindelse med de mange tiltaler.

Alle tre tiltalte nægter sig dog skyldige og kræver frifindelse.

Ni dage i retten

Der er afsat ni retsdage til sagen, Specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ulrik Panduro, bruger to arbejdsdage - mandag og tirsdag - på at fremlægge sagen, mens retten må vente til efter påske for at høre forklaringerne fra de tre anklagede samt forklaringerne fra en stribe vidner, der er indkaldt i sagen.

Der forventes dom i sagen 22. april.