Retten i Helsingør har i dag frifundet den 34-årige Kimmy Nika, der var tiltalt for at have tvunget en rumænsk familie til at arbejde 18 timer i døgnet i hans rengøringsfirma, uden at få løn for det.

Det påståede tvangsarbejde skulle have fundet sted i perioden 23. maj 2011 til 11. juni 2011. Retten mente dog ikke, at det var tilstrækkeligt bevist, at de fire familiemedlemmer skulle have været udsat for tvang i det forløb.

Derfor frikendte retten den tiltalte, og tilbød ham en erstatning på 80.000 kroner, som skal betales af staten. Den tiltalte Jimmy Nika, der i retten var iklædt en grå fleece trøje og en sort Adidas jakke, tog dommen ganske roligt, og bevarede sine hænder i lommerne under hele domsafsigelsen.

Retten lagde også vægt på, at der i 2013 var kommet nye vidner frem, som politiet ikke havde kunnet finde under efterforskningen i 2011. Flere af dem havde boet i Jimmy Nikas hus, og de støttede alle op om den 34-årige i, at familien udelukkende havde konstrueret historien for at skade ham og lokke penge ud af staten.

Jimmy Nika havde tidligere i retten forklaret, at rumænerne aldrig var kommet i arbejde, fordi tre af dem grundet alder og helbred straks blev kasseret af rengøringsfirmaet. Han havde også forklaret, at rumænerne fik mulighed for at opholde sig i huset og fik et mindre beløb til dækning af de daglige fornødenheder, indtil de kunne komme hjem. En forklaring som de nye vidner alle bakkede op om.

Dommeren forklarede ved domskendelsen, at man ikke kunne dømme tiltalte, når politiet ikke havde været i stand til at finde flere vidner, der kunne bakke den rumænske families historie op, eller i det mindste gøre rede for deres færden i perioden tilbage i 2011.

Anklager Camilla Brinch Rasmussen var tydeligt skuffet efter domsafsigelsen. Men hun anerkendte, at der ikke var et lige så godt fokus på tvangsarbejde i 2011, som der er i dag, og det kunne have haft en indvirkning på kendelsen.

- Vi må tage det her til efterretning. Dommeren nævnte jo også, at de havde haft svært ved at navigere inden for de rammer, som loven udstikker, når det kommer til menneskehandel og tvangsarbejde. Men det er da klart, at jeg havde håbet på et andet resultat, sagde hun.