Tidligere syrienkriger sigtes for at medvirke til 16-årig piges planer om at angribe skoler, siger anklager.

En 16-årig pige fra Nordvestsjælland og en tidligere syrienkriger sigtes for at planlægge angreb på to skoler, herunder en jødisk privatskole i København.

Det siger anklager Kristian Kirk tirsdag formiddag i et retsmøde i Holbæk.

Ifølge anklageren har pigen anskaffet kemikalier og forsøgt at fremstille sprængstoffet TATP. Den 24-årige tidligere syrienkriger skal blandt andet have hjulpet hende med at skaffe bombemanualer.

Ifølge anklageren planlagde de sigtede at begå terror mod Sydskolen i Fårevejle og den jødiske privatskole Carolineskolen i København.

Planen var at gennemføre sprængninger, hævdes det.

Den 16-årige pige nægter sig skyldig i anklagerne. Hun vil ikke udtale sig på nuværende tidspunkt, siger hendes forsvarer. Også den 24-årige nægter sig skyldig.

Den 16-årige anholdte fra Kundby angiver en 24-årig Syrienkriger som sin bedste ven på sociale medier.
Den 16-årige anholdte fra Kundby angiver en 24-årig Syrienkriger som sin bedste ven på sociale medier.
Vis mere

BT kunne tilbage i januar fortælle, hvordan den 15-årige pige på nettet havde ytret sin støtte til hellig krig, efter hun – efter eget udsagn – 17. oktober sidste år valgte at konvertere til islam.

Hun svarede blandt andet en veninde på, hvad jihad er. Her lød svaret fra den 15-årige pige: »Hellig krig skat« og responderede med et hjerte i tillæg, inden hun svarede »ja« på samme venindes spørgsmål, om hun så også støtter jihad.

Hun har også brugt internettet til at fortælle interesserede om sine grunde til at konvertere:

»Fordi jeg havde læst meget om islam, og kunne relatere til det hele, og jeg følte, det var det mest rigtige jeg kunne gøre (hjerte) Jeg fandt endelig meningen med livet«.

Hun har også åbent fortalt, at hun helst vil gå på en efterskole med muslimer, »men det syntes kommunen/min mor er er meget dårlig ide.«

Sagen brød ud 13. januar i år, da Midt- og Vestsjællands Politi anholdt den i dag 16-årige pige i hendes hjem. Det skete under en større politiaktion ved Kundby tæt ved Holbæk.

Pigen, som er konverteret til islam, blev dagen efter varetægtsfængslet i isolation.

Samme dag meldte den 24-årige tidligere syrienkriger sig selv til politiet i Østjylland. Også han blev fængslet i isolation.

I tirsdagens retsmøde var det anklageren, der ønskede at offentliggøre sigtelserne af hensyn til den videre efterforskning.

Efter oplæsningen af sigtelserne valgte dommeren at lukke dørene for offentligheden. Det betyder, at sagens nærmere omstændigheder foreløbig vil blive holdt hemmelige.