Det skal koste den fynske sexkidnapper mange år bag tremmer, at han bortførte og voldtog to piger på 11 og 10 år på Fyn i efteråret 2012. Det mener Lenette Skak, der er anklager i sagen mod den 41-årige sexkidnapper CJ, der mandag fortsatte i Retten i Odense.

- Det er anklagemyndighedens påstand, at tiltalte skal idømmes en lang fængselsstraf, sagde Lenette Skak mandag morgen i sin afsluttende procedure, hvor hun opsummerede hændelsesforløbet ved de to voldtægter.

- Det er min opfattelse, at en passende straf i denne sag vil være på 12 års fængsel, sagde anklageren, der subsidiært kræver CJ idømt en forvaringsstraf.

- Vi ved, at pigen forsøgte at undslippe CJ, men han løb efter hende ud over en mark, og hun havde ikke en chance. Han kørte derefter rundt med hende, parkerede et øde sted og udsatte hende for de seksuelle krænkelser, sagde Lenette Skak om den første af de to voldtægter.

Følg livebloggen her

Udover de seksuelle overgreb på de to piger er CJ tiltalt for at stå bag et voldtægtsforsøg på en voksen kvinde i Odense seks dage før voldtægten af den 11-årige, forsøg på frihedsberøvelse af en mindreårig pige, som han ville holde som sin sexslave i en lejet garage samt besiddelse af store mængder børneporno, sprængstoffer, våben og ammunition.

Under sin procedure læste Lenette Skak også flere gange op fra en dagbog, som den tiltalte har ført på sin computer. I dagbogsnotaterne, som fylder mere end 2.000 A4-sider, har den 41-årige detaljeret beskrevet de overgreb, han har begået, ligesom han har beskrevet sine planer om at bortføre endnu en pige.

Læs også:

- Han har haft til hensigt at finde en eller flere piger og udsætte dem for voldtægt. Dét, at han har selv har noteret, at det skal være en pige på under 12 år, underbygger det. Også de mange notater om hans gentagne rekognosceringer efter piger forskellige steder på Fyn viser, hvad hans hensigt har været. Bemærk, at notaterne er skrevet EFTER, at han har begået de seksuelle overgreb på de to piger, sagde anklageren.

CJ har erkendt, at han bortførte de to piger og krænkede dem seksuelt. Selvom han nægter, at han har haft fuldbyrdet samleje med pigerne, kan han alligevel dømmes for voldtægt.

Læs også:

- I juridisk forstand er der tale om voldtægt. At et egentligt samleje ikke lykkes, skyldes jo kun, at den tiltalte ikke kunne opnå tilstrækkelig rejsning til at gennemføre det, sagde anklageren i sin procedure.

Lige i det øjeblik rystede CJ kraftigt på hovedet. Han var tydeligt irriteret over, at det kom frem, at han ikke var i stand til at få rejsning. Under resten af proceduren sad han og noterede flittigt på en blok, mens han skiftevis kigge på sin forsvarer Linda Christensen og bordet foran sig.

Der ventes af falde dom i sagen onsdag den 19. november.