Nu kommer anden akt i anklagemyndighedens opgør mod Uber-chauffører. Fem sager er sendt til retten.

København. En håndfuld tidligere chauffører i Uber præsenteres nu for store bødekrav af Københavns Politi.

En af dem tjente næsten en halv million kroner, da han i 2015 havde susende travlt med at omgå loven, mener anklagemyndigheden. I alt blev det til 5428 ture især i Storkøbenhavn, hedder det i et anklageskrift.

Straffen for overtrædelse af taxikørselsloven bør være en bøde på 590.000 kroner, lyder det.

Sagen er én af fem såkaldte prøvesager, hvor anklagemyndigheden i København tager fat på anden akt i opgøret om den omstridte kørselstjeneste.

De fem mænd, der er i alderen fra 36 til 52 år, bor i Albertslund, Kokkedal, Græsted, Gentofte og København.

I de første straffesager, der blev afgjort af Østre Landsret i november 2016, var der kun tale om de enkelte tilfælde af ulovlig kørsel, som politiet havde opdaget.

De nye sager bygger derimod på oplysninger, som Skat har fået fra de hollandske skattemyndigheder, hvor Uber har hovedkvarter.

I de nye sager skal det vise sig, om domstolene vil sige god for de hollandske oplysninger og lægge dem til grund. Ifølge planen skal Københavns Byret tage stilling i juli.

Bødekravene er baseret på de afregninger, som Uber sendte til chaufførernes bankkonti.

I de fire øvrige sager har chaufførerne tjent henholdsvis 239.860 kroner, 112.659 kroner, 60.081 kroner og 40.078 kroner.

Bødepåstanden ligger på lidt over disse beløb, kan man læse i anklageskrifterne, som Københavns Politi har udleveret til Ritzau.

Det skyldes, at chaufførerne også kræves straffet for at have kørt taxikørsel uden at have det særlige kørekort og for at have brugt personbiler, der ikke var godkendt til taxikørsel.

Såfremt dommerne nikker til de hollandske oplysninger som bevis for ulovlig kørsel, er der fri bane for et stort antal sager mod andre chauffører - og for en ny sag mod selve selskabet for medvirken til piratkørsel.

I første akt indvilgede Uber i at betale en bøde på 30.000 kroner.

Selskabet har haft mange tilknyttede bilister i Danmark. Over 2000 personer fik i 2014 og 2015 penge fra selskabet, har Finans tidligere oplyst.

Efter voldsom modstand fra det regulære taxierhverv og med en politisk aftale om en taxilov måtte Uber give fortabt i marts i år. Selskabet gik i aktion på dansk jord i 2014.

/ritzau/