Drabstiltalt 34-årig dræbte Anders Mark Hansen, mens hans yngre kammerat, en 28-årig, mand så på og intet gjorde for at forhindre det. Sådan lød det fra anklager i retten i Roskilde.

To mænd satte sig mandag tiltalebænken i retten i Roskilde. En 34-årig fra Store Heddinge og en 28-årig fra Køge. Mistænkt for sammen eller med hinandens vidende at have dræbt den 22-årige Anders Mark Hansen i Fællesskoven ved Stevns tilbage i marts sidste år. Et bestialsk drab, de beskylder hinanden for at have begået.

Tilbage i marts hed det sig, at den 34-årig, der var sygemeldt og på krykker efter en diskusprolaps, umuligt kunne have begået det alene. Det var han fortsat, da han ankom til retslokalet mandag morgen, hvor han foroverbøjet tog plads ved siden af sin forsvarer Kim Holst. Stirrende ned i bordet, væk fra dommerbordet, med konstante rynker i panden. Anderledes interesseret, men også upåvirket så den 28-årige ud. En stor mand, der satte sig med foldede hænder for enden af et par bare arme i en blåspraglet skjorte. Med sin forsvarer Merethe Stagetorn ved sin side.

I anklageskriftet hedder det, at de to drabstiltalte 'i forening eller efter fælles forudgående forståelse' har dræbt den kun 22-årige mekaniker fra landsbyen Lyderslev på Stevns. Men anklager gjorde som det første klart i retten, at man i dag mener, at den 34-årige begik drabet, mens den 28-årige så på uden at gribe ind. Til det rystede den 34-årig ganske let på hovedet.

Den 34-årig så også tydelig utilpas ud, da anklager afspillede video fra gerningsstedet, der viste hvordan den 22-årige Anders Mark Hansen blev fundet i Fællesskoven, bag sin bil. Med hænderne fikseret med strips bag på ryggen, og med en livrem bundet stramt om sin hals og ligeledes stramt til trækkrogen på sin egen bil, hvor beskyttelseshætten - bemærkede anklageren - igen var sat på. Mens den 28-årige lignede en, der fulgte billedvisningen, dykkede den 34-årige sit hoved endnu længere ned mellem sit veltrænede skulderparti.
 
Begge indrømmer de have været på gerningsstedet, og den 28-årige har også indrømmet, at han så mordet. Det fremgik af den fængslingskendelse fra Retten i Roskilde, som bt.dk fik indsigt i umiddelbart efter drabet.

For familien til den afdøde Anders Mark Hansen begyndte et rædsomt kapitel mandag, da anklageren som den første kastede lys over, hvad der egentlig foregik i Fællesskoven på Stevns 2. marts sidste år. Men det blev også begyndelsen på det sidste seje træk efter næsten et år i uvished om, hvem der brutalt myrdede deres søn.
 
Anders Mark Hansen vendte aldrig hjem fra Fælleskoven den fredag i marts, hvor han tog ud for at lufte sin hund Rico. I stedet fandt først en kondiløber og siden familien den 22-årige unge mand, liggende kvalt ved siden af sin blå VW Polo. Mishandlet af slag, spark og tramp, inden han til sidst blev kvalt med plastikstrips eller lignende. Det fremgår af det anklageskrift, som danner grundlag for sagen.
 
Motivet til drabet har der kun været gisnet om. Men et vedholdende rygte i kredse omkring de to tiltalte og den dræbte har været jalousi. At den 22-årige Anders Mark Hansen skulle være kommet den 34-åriges tjekkiske kæreste for nær. Det har politiet indtil videre afvist.
 
Fra anklagemyndighedens kræver man fire års fængsel eller derover til den 34-årige og den 28-årige.
 
Der er indtil videre navneforbud i sagen, der ventes at vare otte retsdage.