Landsret skal nu tage stilling til en sag, hvor fire personer i byretten blev frifundet for menneskesmugling.

København. Statsadvokaten for København har besluttet at anke sagen mod fire personer, der i byretten blev frifundet for menneskesmugling, til Østre Landsret.

De fire var tiltalt for at have smuglet flere personer over Øresund.

En af de tiltalte, 25-årige Annika Holm Nielsen, som er aktiv i Enhedslisten og Socialistisk Ungdomsfront, var tiltalt for at have smuglet 17 flygtninge over sundet i båd i september sidste år.

Hun stod selv frem i medierne og fortalte, at hun havde hjulpet flygtninge til Sverige.

I Københavns Byret fremlagde anklager Jesper Holm tv-interview og avisartikler som bevis for, at smuglingen af de 17 personer havde fundet sted.

Men det gav Annika Holm Nielsens forsvarer, Hanne Reumert, ikke meget for. Hun påpegede, at politiet ikke at havde talt med de personer, som ifølge anklageren var blevet smuglet ind i Sverige.

Dermed var der ikke bevis for, at de faktisk var flygtninge, mente Hanne Reumert.

- Jeg tror, at det hele har været et mediestunt fra de tiltaltes side. De har kun foregivet at smugle flygtninge for at få taletid i medierne, så de kunne kritisere den danske udlændingelovgivning, sagde hun i retten.

Og Københavns Byret var tilsyneladende enig, da den frifandt alle fire tiltalte.

Ud over politikeren drejede det sig om en 21-årig mand, som var tiltalt for at have hjulpet med at smugle tre af flygtningene samt to andre, der var tiltalt for at have hjulpet med at bringe en enkelt flygtning til Sverige.

/ritzau/